Nærværende artikel har til formål at analysere Nietzsches metriske filosofi, samt at forsvare dette som begreb for hans tænkning. Det vil foregå med udgangspunkt i den fragmentariske skrift som epigrammets to momenter: digtet og aforismen. Det skal ydermere begrundes, hvorledes Nietzsches forfatterskab som stil betragtet, kræver kommentaren og fortolkningen. Sammen med den stil man finder i Nietzsches forfatter-skab, finder man tillige et uafsluttet korpus, som kræver, hvad jeg skal udlægge som læsningens supplement. Sideløbende hermed giver disse tre bestræbelser derfor anledning til generelle be-tragtninger over filosofiens metode.

”Hele moralens og religionens område hører under dette begreb om imaginære årsager” (GD, De fire store fejltagelser, 6). Det er denne tese eller beskrivelsestilgang til fænomenet hos den sene Nietzsche, som jeg vil henlede opmærksomheden på. For med denne tilgang udhæves flere episte-mologiske bestemmelser af religionsbegrebet, som enten underbelyses eller helt tilside-sættes i de mange velkendte opsummeringer af Nietzsches tænkning og religionskritik4. Jeg kan allerede røbe, at der med denne tilgang opspores to internt forbundne antagel-ser, som jeg vil kalde resistenstesen og tesen om religiøse betydninger som retrospekti-ve dannelser. Med disse opstiller Nietzsche forsøgsvis en mulig forklaring på spørgsmå-let om: hvordan eller måske rettere hvorfor det religiøse nomenklatur opviser en mod-standsdygtighed over for andre forklarings- og begrundelsesstrategier end de allerede konsoliderede.