Spørgsmålet denne artikel ønsker at stille er nu, om der ikke findes erfaringer fra 1960'ernes filosofiske strid om sekulariseringsbegrebet der kunne hjælpe til en bedre forståelse af vores nutidige sekulariseringsdebat. Ud fra et sådant ønske om at oplyse nutiden ved hjælp af fortiden, vil jeg i det følgende gengive og bedømme en debat der netop diskuterede sekulariseringsbegrebet som modernitetskritisk kategori – og dette med den hensigt at vise hvorledes et uholdbart begreb om historisk udvikling også i dag fungerer som filosofisk underlægningsmusik til den ofte diffuse debat om religionens genkomst. Striden om dette særlige perspektiv på sekulariseringsbegrebet udfoldede sig frem for alt som en debat mellem filosoffen Karl Löwith (1897-1979), sådan som han i "Weltgeschichte und Heilsgeschehen" (1953) formulerede sit syn på vestens sekularisering i form af en gennemgang af historiefilosofiens udvikling fra kristen universalhistorie til verdslig verdenshistorie, og filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996), der i "Die Legitimität der Neuzeit" (1966/1988) brugte en betragtelig mængde blæk på at tilbagevise Lö-withs argumenter. Jeg vil i det følgende fremstille diskussionen mellem Blumenberg og Löwith i fire omgange. Først ved at fremstille og forklare Blumenbergs generelle kritik af anvendel-sen af sekulariseringsforestillinger som en kulturkritisk kategori (1). Blumenberg kritiserer således først og fremmest et bestemt ræsonnement, der lader alle historiske undersøgelser være et spørgsmål om forudgående afhængigheder, og som derigennem favoriserer forestillingen om ubrydelige bånd mellem kristendommen og nutidens værdigrundlag. Blumenberg har dog også en mere konkret kritik af Karl Löwiths beskrivelse af den moderne historiefilosofis afhængighed af en kristen forhistorie, der på mere indgående viser demonstrerer Blumenbergs intentioner. Derfor undersøges Löwiths grundlæggende ide om en sekularisering af den kristne universalhistorie gennem et historiefilosofisk begreb om fremskridt (2). Som modtræk til et sekulariseringsbegreb der på ensidig vis vælger at definere den moderne tids relation til kristendommen som en afhængighedsrelation bestræber Blumenberg sig på at vise fremskridtsidéens relative nyhed over for en kristen forhistorie (3). Afslutningsvis opsummeres debatten mellem Löwith og Blumenberg. Uden ligefrem at forsones finder de to tænkere dog en mellemgrund for forståelsen af det prekære forhold mellem kristendom og sekulariserede samfund (4).

Nærværende artikel har til formål at analysere Nietzsches metriske filosofi, samt at forsvare dette som begreb for hans tænkning. Det vil foregå med udgangspunkt i den fragmentariske skrift som epigrammets to momenter: digtet og aforismen. Det skal ydermere begrundes, hvorledes Nietzsches forfatterskab som stil betragtet, kræver kommentaren og fortolkningen. Sammen med den stil man finder i Nietzsches forfatter-skab, finder man tillige et uafsluttet korpus, som kræver, hvad jeg skal udlægge som læsningens supplement. Sideløbende hermed giver disse tre bestræbelser derfor anledning til generelle be-tragtninger over filosofiens metode.

En tolkning af “Sein und Zeit” (herefter SuZ) kræver en afklaring af værensspørgsmålets rolle i værket, thi holdningen hertil bestemmer vurderingen af de mange enkeltanalyser, der indgår deri. Essayets tese er, at værensspørgsmålet er bærende i hele SuZ – hvilket ikke er så indlysende, som det måske synes. En række tolkninger har søgt at vise, at værensspørgsmålet er et pseudo-spørgsmål, der bør glemmes, men at de enkelte analyser i SuZ i sig selv er interessante . Andre tolkninger går ud fra, at værensspørgsmålet selv aldrig bliver stillet i SuZ, men at der kun foretages en analyse af Da-sein . Derfor bliver det et mål at vise, at de to hovedopgaver i SuZ, Daseinsanalysen og destruktionen af ontologiens historie, ikke er to hinanden uafhængige momenter, der hver især skal forberede grunden ud fra hvilken værensspørgsmålet skal stilles, men derimod er selve udfoldelsen af værensspørgsmålet.

Det er vist ikke selvindlysende, at Heideggers analyse af værensspørgsmålets struktur i de første sider af af "Sein und Zeit" kan læses i direkte forbindelse med hans sene bemærkninger om tænkningens 'spørgende' karakter. Selv om man kunne argumentere for, ar der netop i denne henseende aldrig har været et klart brud på forfatterens oprindelige stilling, ville det være svært at reducere de senere skrifters stil til de mere eller mindre præcise metodiske rammer, som Heidegger fastlægger i indledningen til "Sein und Zeit". Den sene Heideggers betoning af den 'spørgende' indstilling som "tankens fromhed" skal forstås i sammenhæng med den 'erindrende' opgave, som tænkningen sætter sig, når den besinder sig på "filosofiens ende". I stedet for at stille nye filosofiske spørgsmål eller søge efter nye svar på filosofiens traditionelle problemer viser denne 'spørgen' sig som en tilbagetænkning, en erindren af dét, som i selve traditionen på samme tid bliver 'fragwürdig' og forbliver 'ungedacht'.