Denne artikel er ment som et afsæt til en bestemmelse af fænomenet musikalsk sansning, idet den går vejen over et mere generelt begreb om æstetisk sansning og et endnu mere generelt begreb om en dvælende sanselig indstilling. Udtrykket ’æstetisk sansning’ synes bogstaveligt taget at være dobbeltkonfekt: ”sanselig sansning” burde det betyde. Men som jeg ser det, er der mindst to gode grunde til at beholde det: (i) Ordet ’æstetik’ har for længst etableret sig i en betydning, der ikke direkte afledes af begrebet ’sansning’. (ii) En ”sanselig sansning” kan forstås som en sansning, for hvilken det gælder, at sansningen selv er dens ærinde. Og det er ikke nogen ringe karakteristik af sansningen, når den er dvælende. Al æstetisk sansning er dvælende, men ikke enhver dvælende sansning er æstetisk. Det er muligt at dvæle sanseligt ved noget uden at befatte sig med dets skønhed, det være sig skønheden i kunsten eller det naturskønne. Hvad der specifikt gør sansningen ”æstetisk” – er det genstanden? er det det, sansningen ”har sans for”? eller er den æstetiske sansning en særlig modus af den dvælende sansning? – vil i øvrigt ikke blive drøftet i denne artikel.

Der har kort sagt været – og er fortsat – en tendens til at tolke religionen antirealistisk: den opfattes ikke som en overbevisning om at der findes et uafhængigt eksisteren-de, guddommeligt væsen med klart definerende egenskaber, men som et udtryk for bestemte – værdifulde og rodfæstede – menneskelige tænke- og handlemåder. Det er dette synspunkt jeg i det følgende vil tage kritisk i øjesyn. Jeg vil argumentere for at man kun med rimelighed kan siges at have en bestemt religiøs tro, hvis man samtidig forpligter sig ontologisk på den pågældende religions kerneudsagn og -begreber. Præcis hvad der ligger heri er et kompliceret spørgsmål, som det vil fremgå af det følgende. Men grundtanken er at man ikke kan ”slippe gratis” – hvis kerneudsagnene i den pågældende reli-gion fx handler om et transcendent væsen med bestemte grundlæggende egenskaber, kan man ikke slippe af sted med fuldstændigt at benægte eksistensen af et sådant væsen. Jeg vil altså diskutere hvad det har af konsekvenser hvis man tror. Derimod tager jeg ikke stilling til hvorvidt man bør tro eller har lov at tro – hvorvidt det kan være begrundet eller retfærdiggjort, eller om der kan være ”grunde” af en anden slags end de erkendelsesmæssige eller rationelle som ikke desto mindre kan overtrumfe disse og be-væge en til at tro. Mit emne er religionens metafysiske implikationer, ikke religiøs erkendelsesteori. Men metafysik og erkendelsesteori hænger sammen, og spørgsmålet om hvad der ligger i de religiøse overbevisninger har naturligvis betydning for hvorvidt de kan begrundes eller ej.

Sigtet med dette paper er følgende: at argumentere for, at den rationelle forståelse af verden ganske rigtigt udelukker teistiske forklaringer og, at det teleologiske argument for guds eksistens følgelig ikke holder; men at stridens kerne - påstanden om et ’design’ i naturen - siden oldtiden har figureret i naturfilosofier, hvor de har været udtryk for en erkendelse af naturens kvalitative mangfoldighed. De videnskabeligt orienterede tænkere, der plæderede for design-tanken - særligt Aristoteles, Thomas Aquinas, Kant og Goethe – har vist en sensibilitet over for naturens kvalitativt forskellige sider, som ellers har det med at forsvinde, stillet over for den fysikalistiske reduktionismes hævdelse af, at al natur kan forstås som fysisk-mekaniske processer: Organiske processer, dyrs adfærd og menneskers handlinger udviser tværtimod forskellige typer af orden, de er væsensforskellige. Det er imidlertid ikke min hensigt at tage realiteten af disse angiveligt irreducible fænomener til indtægt for en tilbagevenden til en dogmatisk religiøs naturopfattelse. Dogmatismen bør være uigenkaldelig fortid for en tidsalder, der opfatter sig som videnskabelig og i væsentlige henseender rationel. Formålet med at inddrage de nævnte tænkere er snarere at pege på, at der findes indsigter i naturen, som er uforenelige med den materialistiske opfattelse af verden, som følger af visse former for naturvidenskabelig reduktionisme. Derudover vil jeg argumentere for, at en ikke-reduktionistisk, ’fænomen-tro’, erkendende tilgang til naturens mangfoldighed, herunder den menneskeskabte verden, nødvendigvis må arbejde med begrebet om former. For så vidt disse ikke kan være stoflige, er der hermed åbnet for det, som i den gamle metafysik kaldtes for intelligible årsager i forbindelse med visse områder af naturerkendelsen. Dermed skulle der være påvist en rationel kerne i idéen om intelligent design.

Det er velkendt at Kant udvikler sin kritiske filosofi i forsøget på at begrunde den mekanisk-kvantitative naturopfattelse. Naturens mekanicisme henter Kant i forstandens kategorier, der samtidig definerer “erfaringen” af genstande. Derfor kan Kant definere naturen som “indbegrebet af alle erfaringens genstande” (Prol. § 16), som “indbegrebet af fremtrædelser (Erscheinungen)” (KrV, B 163)og som “fremtrædelsernes lovmæssighed i tid og rum” (B 165). Denne konstruktion gør naturen til effekten af en aktivt kategoriserende, ja “spontant handlende” (B 93/A 68) forstands møde med det ubekendte, således som dette gives for os i sansningen. Det ubekendte er i sig selv uerfarbart, vi lærer det kun at kende som natur – dvs. når det ikke er sig selv. Dette naturbegreb skal vise sig at have flere ulemper, som Kant kommer til at bruge ganske megen tid på at udbedre i årene fremover. Et af problemerne er simpelthen, at Kant med sin konstruktion får svært ved at forklare hvordan de enkelte naturlove kan findes og opstilles ud fra empiriske data, der endnu ikke selv optræder som lovmæssige el. genstandsmæssige. Hvis ikke dette kan forklares, har Kant ikke løst legitimeringsopgaven for mekaniseringen af naturen. Et andet problem er, at naturbegrebet ikke giver plads for levevæsnerne el. de organiserede legemer, som fremtræder som noget andet end ren mekanisme og ikke synes at være genstandsagtige på samme måde som de livløse legemer. Kant har taget alt det handlende, forandrende el. voksende fra naturen og lagt det over i erkendelsen. Der er ikke meget af antikkens physis tilbage i naturen. Et tredje problem er den moralske handlings vilkår. Ved at begrænse naturkausaliteten til fremtrædelsesverdenen, er muligheden af det frie valg sikret. Men handlingens praktiske udførelse må ske i selv samme natur, hvor kun begivenheder, der har naturlig og materiel årsag er mulige. Så enten må friheden opgives el. naturopfattelsen må udvides. Løsningen til disse problemer søger Kant sin vane tro i en “Seelenvermögen”, nemlig i dømmekraften, og specifikt i dennes evne til at anlægge en fri, teleologisk Kants vej til den levende natur refleksion over naturen. Jeg vil i denne artikel præsentere et afsnit af Kants vej fra mekanisk til teleologiske naturbetragtning og forklare nogle af de muligheder teleologien giver for forståelsen af levende natur. Hovedvægten vil ligge i KU’s 2. del om den teleologiske dømmekraft.

Det er vel psykologisk forståeligt at Kant, der trods for sin sympati for drihedsidealerne aldrig lod sig rive med af revolutionsrusen, kunne opretholde mere af sin sympati end sine yngre landsmænd, der nu led de moralske tømmermænds kvaler. Filosofisk set hænger det sammen med, at Kant var på den rene med, at afskaffelsen af et despotisk system ikke er ensbetydende med erhvervelsen af autonomi eller 'myndighed', som Kant sagde. Humanitetsidealet er ikke virkeliggjort, fordi man afskafer de ydre magter, der står det i vejen. I stedet kunne 'inhumane' indre kræfter slippes løs, som man så det under septembermyrderierne og rædselsherredømmet i Paris i 1792 og 1793. Ligesom det er tilfældet med individet bliver heller ikke menneskeslægten myndig fra den ene dag til den anden; en udvikling må finde sted, og for menneskeslægtens vekommende er det en 'historisk' udvikling.

I det følgende er det intentionen at foretage en udlægning af Kants ide om en filosofi ifølge verdensbegrebet. Mit ærinde er imidlertid ikke så meget det konkrete indhold, men mere den programmatiske funktion der tilkommer denne side af Kants tænkning. Mit spørgsmål er altså: Hvorfor gives der ved siden af den akademiske Kant, der filosoferer efter skolebegrebet, en populær Kant, der filosoferer efter verdensbegrebet? For at udarbejde dette spørgsmål skal følgende hovedtese opstilles: Kants filosofi ifølge verdensbegrebet lader sig forstå som en sekunda philosophia, hvis opgave det er at være en livsverdensorienterings-filosofi, der aflaster fra den prima philosophia der bedrives efter skolebegrebet. Denne tese skal elaboreres, kommenteres og om muligt gøres plausibel i den følgende fremstilling.