Denne artikel er ment som et afsæt til en bestemmelse af fænomenet musikalsk sansning, idet den går vejen over et mere generelt begreb om æstetisk sansning og et endnu mere generelt begreb om en dvælende sanselig indstilling. Udtrykket ’æstetisk sansning’ synes bogstaveligt taget at være dobbeltkonfekt: ”sanselig sansning” burde det betyde. Men som jeg ser det, er der mindst to gode grunde til at beholde det: (i) Ordet ’æstetik’ har for længst etableret sig i en betydning, der ikke direkte afledes af begrebet ’sansning’. (ii) En ”sanselig sansning” kan forstås som en sansning, for hvilken det gælder, at sansningen selv er dens ærinde. Og det er ikke nogen ringe karakteristik af sansningen, når den er dvælende. Al æstetisk sansning er dvælende, men ikke enhver dvælende sansning er æstetisk. Det er muligt at dvæle sanseligt ved noget uden at befatte sig med dets skønhed, det være sig skønheden i kunsten eller det naturskønne. Hvad der specifikt gør sansningen ”æstetisk” – er det genstanden? er det det, sansningen ”har sans for”? eller er den æstetiske sansning en særlig modus af den dvælende sansning? – vil i øvrigt ikke blive drøftet i denne artikel.

Nærværende artikel har til formål at analysere Nietzsches metriske filosofi, samt at forsvare dette som begreb for hans tænkning. Det vil foregå med udgangspunkt i den fragmentariske skrift som epigrammets to momenter: digtet og aforismen. Det skal ydermere begrundes, hvorledes Nietzsches forfatterskab som stil betragtet, kræver kommentaren og fortolkningen. Sammen med den stil man finder i Nietzsches forfatter-skab, finder man tillige et uafsluttet korpus, som kræver, hvad jeg skal udlægge som læsningens supplement. Sideløbende hermed giver disse tre bestræbelser derfor anledning til generelle be-tragtninger over filosofiens metode.

I Tyskland er receptionen af Blumenbergs forfatterskab i disse år tydeligvis tiltagende. Her til lands er kendskabet til hans omfangsrige og fascinerende œuvre imidlertid forsvindende lille – også blandt fagfilosoffer. I introducerende øjemed kan det derfor være hensigtsmæssigt at præsentere Blumenbergs metaforologi i en idehistorisk orienteret fremstilling, da det gør det muligt at give Blumenbergs tænkning kontur i forhold til mere velbekendte tænkere og tankestrømninger. Dette har i tilgift den berettigelse, at Blumenbergs metaforologi selv fremstår som en række idehistoriske genlæsninger orienteret efter udvalgte metaforer. For at give en sådan introduktion, vil fremstillingen antage følgende progression: Under afsnit 1 skal der spørges til Blumenbergs begreb om absolutte metaforer. Disse lader sig forstå i forhold til de uafviselige spørgsmål, som ifølge Kant var inhærent i menneskets metafysiske naturanlæg. Under afsnit 2 skal et idehistorisk vue genfinde Blumenbergs metaforologi i en tradition in-denfor sprogfilosofien, der lægger vægt på sproget som skabende instans og bryder med den aristoteliske traditions mimesis-doktrin. I samme tradition finder vi Nietzsche, hvis overvejelser over menneskets Trieb zur Metaphernbildung kan bruges som afsæt for en viderebestemmelse af Blumenbergs metaforologi. Under afsnit 3 skal der endelig spørges til den antropologiske horisont, i hvilken Blumenberg, i anknytning til den filosofiske antropologi, indskriver sin metaforologi. Metaforer viser sig her som korrelat til men-nesket som et væsen, der mangler naturlig tilpasning og må kompensere for denne mangel ved at skabe betydning. I spørgsmålet om hvorledes denne betydningsdannelse ikke blot undersøges af metaforologen, men fortsættes i metaforologien selv, kan det endelig antydes, på hvilken måde Blumenberg i en angiveligt postmetafysisk tidsalder alligevel kan se metaforologien i forlængelse af metafysikken, og dermed som et rum hvori mennesket kan varetage dets konstitutionelle behov for betydning.