Kan forskningspolitikken være arena for en videnskabsfilosofisk diskussion? Med dette spørgsmål skal de følgende overvejelser indledes som et forsøg på at belyse sammenhængen mellem en række af de begrebsstrategier, der i dag anvendes i forskningspolitikken og deres videnskabsteoretiske implikationer. Artiklen berører bl.a. de fremherskende policyorienterede videnskabsstudier samt spørgsmålet om planlægning og organisering af nye strategiske tiltag inden for forskning. Strategisk forskning er forskning inden for politisk prioriterede områder, der blandt andet bidrager til at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private forskning. Dette danner baggrund for en diskussion af legitimitetsrelationen mellem samfund og forskning. Der er tale om en legitimitetsrelation, som delvist falder uden for de traditionelle filosofiske diskussioner, men som alligevel synes at kræve en filosofisk analyse. Artiklen præsenterer en oversigt over den aktuelle diskussion.

Mennesket har i mange år kunnet skabe nye racer, og med det øgede kendskab til natu-rens love er det i stand til teknisk at skabe nye materialer og levende organismer. Alt på grundlag af naturens orden. Det forhold, at biologien stadig mangler at give en helt spe-cifik forklaring på mange af livets enkelte udviklingsprocesser, er naturligvis ikke noget holdbart argument mod darwinismen. Det siger blot lidt om den korte tid, biologien har haft til sin rådighed, siden Darwin fremsatte sin teori om naturlig selektion. Og selvføl-gelig lidt om de relativt få forskere, der haft mulighed for at forske i biologisk udvikling i forhold til opgavens størrelse. På samme måde er det ikke noget godt argument mod det naturalistiske verdensbillede, at universets finindstilling er en nødvendig betingelse for liv, men at sandsynligheden for en sådan finindstilling er uhyre lille. For livet kan kun eksistere i et finindstillet univers, og det gør hverken fra eller til, under hvilken form universet blev dannet. Det er naturligvis rigtigt, at fysikken endnu ikke kan forkla-re finindstillingerne, men også her kan det anføres, at man arbejder på sagen, og at de teorier, som eventuelt kan forklare dem, er utroligt vanskelige at formulere, og at den eksperimentelle evidens til støtte for den ene eller anden teori i dag ligger uden for grænsen af det teknisk mulige. Det naturalistiske verdensbillede har vist sin styrke igen-nem de sidste tre-firehundrede år, og det er totalt ubegrundet at opgive naturalismen, blot fordi man endnu ikke har givet en naturalistisk forklaring på alting. At mene noget andet er at lade fornuften stå på standby.

Sigtet med dette paper er følgende: at argumentere for, at den rationelle forståelse af verden ganske rigtigt udelukker teistiske forklaringer og, at det teleologiske argument for guds eksistens følgelig ikke holder; men at stridens kerne - påstanden om et ’design’ i naturen - siden oldtiden har figureret i naturfilosofier, hvor de har været udtryk for en erkendelse af naturens kvalitative mangfoldighed. De videnskabeligt orienterede tænkere, der plæderede for design-tanken - særligt Aristoteles, Thomas Aquinas, Kant og Goethe – har vist en sensibilitet over for naturens kvalitativt forskellige sider, som ellers har det med at forsvinde, stillet over for den fysikalistiske reduktionismes hævdelse af, at al natur kan forstås som fysisk-mekaniske processer: Organiske processer, dyrs adfærd og menneskers handlinger udviser tværtimod forskellige typer af orden, de er væsensforskellige. Det er imidlertid ikke min hensigt at tage realiteten af disse angiveligt irreducible fænomener til indtægt for en tilbagevenden til en dogmatisk religiøs naturopfattelse. Dogmatismen bør være uigenkaldelig fortid for en tidsalder, der opfatter sig som videnskabelig og i væsentlige henseender rationel. Formålet med at inddrage de nævnte tænkere er snarere at pege på, at der findes indsigter i naturen, som er uforenelige med den materialistiske opfattelse af verden, som følger af visse former for naturvidenskabelig reduktionisme. Derudover vil jeg argumentere for, at en ikke-reduktionistisk, ’fænomen-tro’, erkendende tilgang til naturens mangfoldighed, herunder den menneskeskabte verden, nødvendigvis må arbejde med begrebet om former. For så vidt disse ikke kan være stoflige, er der hermed åbnet for det, som i den gamle metafysik kaldtes for intelligible årsager i forbindelse med visse områder af naturerkendelsen. Dermed skulle der være påvist en rationel kerne i idéen om intelligent design.

Traditionelt har naturvidenskaben været genstand for den analytiske filosofi, hvorimod humanvidenskaberne har være overladt til den kontinentale filosofi som hermeneutikken. Denne artikel skal ses som et forsøg på skabe en fornyet debat om den påståede forskel. Det vil ske ved en analyse af videnskabernes praksis for at undersøge, om disse forskellige praksiser alligevel indeholder væsentlige fællestræk. Herunder vil jeg argumentere for, at en eller anden form for enhedsvidenskabstanke ikke alene er ønskelig, men faktisk viser sig at være til stede i det naturvidenskabelige så vel som det humanvidenskabelige arbejde. Blot er forholdet ofte skjult for den aktive videnskabsmand, fordi den humanvidenskabelige forsker har ringe forståelse for naturvidenskaben, og den naturvidenskabelige forsker har et dårligt kendskab til humanvidenskaberne.

I de senere år har vidensparadokset - eller Fitchs paradoks - påkaldt sig en del opmærksomhed. Dette skyldes især, at visse har set dette paradoks som et simpelt og endegyldigt argument imod dummettiansk anti-realisme-cum-idealisme, evt. imod filosofisk idealisme i det hele taget - herunder særligt f.eks. konstruktivisme, hvad angår matematikken. I det følgende præciseres paradokset. Dernæst argumenteres der for, at paradokset ikke udgør en alvorlig indvending, imod kohærensen af dummettiansk anti-realisme. Nærmere eftertanke afslører, at paradokset faktisk truer realisme i måske højere grad, end det truer anti-realismen. Det påpeges dog, at det tilsyneladende bedste anti-realistiske svar på den af paradokset stillede udfordring før det vanskeligt for anti-realisten at redegøre for begrebet om sandhed. Dermed trues den af Dummet postulerede sammenhæng mellem semantik og ontologi; thi denne sammenhæng hviler på, at både realist og anti-realist kan give god mening til 'sandhed' - at deres uenighed netop vedrører sandhedsbegrebets nøjere indhold. Endelig overvejes i et vist omfang forslags til alternative, angiveligt anti-realistisk tilfredstillende, strategier til den i nærværende arbejde fremlagte.

Siden kvantemekanikkens matematiske formulering og fysiske fortolkning i midten og slutningen af 1920'erne har mange betydelige fysikere og filosoffer set på teorien med dyb skepsis. Dette beror ikke midnst på, at teorien i hele sin genese og oprindelige tolkning bygger på en klar antirealistisk forståelse af den atomare verden, som ikke ikendes fra andre fysiske teorier. På den ene side stod man med en teori, der øjensynligt var mere succesrig i sine beregninger og forudsigelser end nogen anden videnskabelig teori - en teori der selv i dag er helt uden kendte empiriske anomalier. På anden ene side syntes beregningerne og forudsigelserne at stride med grundliggende fysiske principper, som lå til grund for den klassiske forståelse af de fysiske fænomener. Det var denne åbenbare modstrid, som Bohr og Heisenberg søgte at løse, med hvad der af eftertiden er blevet kaldt for københavnerfortolkningen af kvantemekanikken. Deres tolkning blev ret hurtigt knæsat som den ortodokse tolkning. Flere generationer af fysikere har henholdt sig til den som en udlægning, der reflekterer deres daglige og praktiske arbejde med kvantefænomenerne. For realisterne blandt fysikerne og filosofferne var det imidlertid et fortsat problem, at den toneangivende københavnerfortolkning ikke gengav virkeligheden, som de lært den at kende gennem trehundrede års klassisk fysik.

Emnet for denne artikel er socialkonstruktivismen, som er en løs skoledannelse inden for den nyeste videnssociologi og videnskabsteori. Socialkonstruktivisternes ambition om at opstille en lukket samfundsvidenskabelig teori, der kan forklare (natru-)videnskabelige teorier helt ned i deres indholdsmæssige enkeltheder, er lige så meget et fata morgana som visse traditionalistiske videnskabsfilosoffers håb om at kunne opstille en strengts formel, rationel videnskabsmetodologi. Hvad socialkonstruktivisterne fakt har leveret er noget langt mindre, men dog stadig værdifuldt ud fra et videnskabsteoretisk synspunkt. De har fremlagt et meget betydeligt empirisk materiale, der belyser, hvordan videnskaben faktisk er gået frem.

I de seneste to-tre årtier har vi været vidne til gennembruddet af en vital og aggressiv nvidenskabssociologi, der betegner et oprør mod den tidligere generation af videnskabssociologer, hvis store skikkelse er Robert Merton. I modsætning til den mertonianske videnskabssociologi hævder den nye viden-skabssociologi at kunne forklare selve indholdet af videnskabelige teorier ved henvisning til sociale faktorer. Ledende skikkelser i denne »nye« videnskabs-sociologi er David Bloor og Barry Barnes (Bloor 1976, Barnes 1974), Bruno Latour (Latour 1987), Karin Knorr-Cetina (Knorr-Cetina 1981), Harry Collins (Collins 1992) og Steve Fuller (Fuller 1993). Denne artikels tese er, at den »nye« videnskabssociologi med fordel kan ses som et forsøg på at naturalisere videnskabsteorien. Denne naturalisering består i at eliminere den a prioriske, normative og idealiserede tilgang til videnskaben, som karakteriserer traditionel videnskabsfilosofi, og erstatte den med en empirisk og deskriptiv-forklarende tilgang. Som såden er videnskabssociologien det seneste udslag af en ældgammel tendens i retning af naturalisme i europæisk filosofi, og i europæisk tænkning generelt. Med »naturalisme« forstår jeg her, i en kort og foreløbig formulering, den tese, at virkeligheden fundamentalt set er én, nemlig den empiriske virkelighed, og at den erkendes alene ad én vej, nemlig gennem sanseiagttagelse og dennes forfinede versioner i videnskaberne. Naturalismen benægter, at der findes nogen virkelighed bag ved eller ved siden af denne, med tilhørende erkendelsesmuligheder der går ud over den empiriske sfære.