Om baggrunden for William James' religionsfilosofi. James’ forfatterskab udfolder sig netop i brydningsperioden ca. 1870-1910, og James øvede stor indflydelse også på mange europæiske videnskabsmænd og filosoffer og holdt jævnligt foredragsturneer ved de europæiske universiteter både i England, Tyskland, Frankrig og Italien, ligesom europæiske videnskabsfolk (herunder Freud og Jung) visiterede James og de filosofiske og humanvidenskabelige miljøer i Amerika. Hertil kommer en omfattende korrespondance. James regnes ikke for ingenting for pragmatismens fader og alment som en fortaler for pluralisme, og – længe før Popper – fortaler for det åbne samfund, og dets fjender, som der også var mange af ved århundredeskiftet 1900. Denne bredde og sociale dimension i James’ akademiske virke, og dertil den højaktuelle ambition om at bidrage til et filosofisk grundlag for den pluralistiske sam-fundsmodel, kan dog ikke skjule, at William James’ eget udgangspunkt også er person-ligt og eksistentielt og at forfatterskabet i grunden er dybt præget af den grundantagelse – eller grundoplevelse kommer det måske nærmere, at naturens og menneskets eksistens fundamentalt er et mysterium, og at mennesket er involveret heri med legeme, sjæl og ånd. Det er også baggrunden for, at den religiøse mystik, og mystikkens fænomenologi så at sige, forstås i nær tilknytning til det humane – og ikke som noget exceptionelt, og at et forsøg på at forstå og begribe religionerne og det religiøse inden for filosofiens domæne gradvist bliver et af forfatterskabets hovedlinjer, hvis ikke dets egentlige kerne.

En række kliniske syndromer af kognitiv neuropsykologisk art har vakt filosoffers opmærksomhed i forbindelse med den genfødte tværvidenskabelige forskning af bevidsthed. Flere af disse syndromer afdækker dissociative forhold af kognitiv art, hvorved forståes, at patienterne udviser selektive kognitive funktionstab. Nogle syndromer illustrerer endivdere eksistensen af 'implicit viden', hvilket betyder, at patienten under passende eksperimentelle omstændigheder kan demonstreres at have bestemte normale eller reducerede kognitive kapaciteter uden selv at have normal adgang til den viden, der ligger til grund for de pågældende færdigheder. I det følgende skal syndromet 'blindsyn' omtales, og nogle filosofiske implikationer heraf drøftes og drages.

Jeg vil i det følgende forsvare et traditionelt syn på repræsentation over for en række nye, alternative opfattelser. Det er min overbevisning at repræsentation nødvendigvis involverer bevidsthed, og at bevidsthed ikke kan reduceres til en form for repræsentation. David Chalmers har nok ret i at man næppe løser bevidsthedens gåde blot ved at udvikle teorier om repræsentation og andre mentale funktioner, men han går for vidt i sin adskillelse af problemerne. Situationen er vanskeligere end som så: fordi repræsentation er uløseligt knyttet til bevidsthed, kan fænomenet ikke forklares uafhængigt heraf, og de “lette problemer” er – når de formuleres rigtigt – i virkeligheden ikke lettere end bevidsthedsproblemet.

Nærværende artikel er en kritisk fremstilling af højere-ordens teori for bevidsthed (HO), med vægten lagt på den såkaldte højere-ordens tanke teori (herefter blot HOT).

One of the challenging ideas in the context of a cross-cultural study of the large theme of consciousness is the question of how the phenomenon of self-awareness is philosophically accounted for. As in the history of Western philosophy, so it is in the case of Indian philosophy, there has been several attempts at theory-making in this regard. In this paper, which is a part of a more comprehensive study, I intend to focus on the treatment of the issue of self-awareness with reference to a specific school of Buddhism, viz. Yogacara Vijñanavada and Jean Paul Sartre’s existentialistic philosophy. A cross-cultural investigation of this nature indicates that the question of self-awareness is a central issue that any study about the theme of ‘consciousness’ must deal with. In the process of such a philosophical investigation, one may also unexpectedly come across parallels – as we will see – in the theory-making task that display striking similarities, despite the differences in the over-all concerns in specific philosophies that developed in different historical-cultural settings.