I det følgende vil jeg gøre rede for et synspunkt, som jeg tidligere har fremsat i en række artikler og bøger, herunder bogen Filosofisk Codex (Gyldendal 1999) og Erkendelsesteori. Problemer, Argumenter, Løsninger (Syddansk Universitetsforlag 2003). Jeg har i min undervisning og ved forskellige seminarer på de danske universiteter fremsat synspunktet, ofte med en vis gennemslagskraft over for de studerende, men uden større held over for mine universitetsansatte kolleger. De sidstnævnte fremsætter ofte indvendinger, som forekommer mig meget naive. Af samme grund vil jeg i det følgende referere disse indvendinger, men uden at sætte navne på dem, der har fremsat dem. Jeg ønsker ikke at lægge op til en personlig polemik. Her vil jeg blot gøre mit synspunkt så tydeligt som vel muligt

Hvad er de nødvendig eog tilstrækkelige betingelser for, at et argument forudsætter det, som skal bevises? Og hvad er problemet ved, at et argument forudsætter det, som skal bevises? Artiklen 'hovedtese' er, at et kriterium, der relaterer petitio principii til argumentets adressats evidens for argumentets præmisser og konklusionen er at foretrække fremfor en rent formelt kriterium. Robert Hoffmans og John A. Barkers kriterier af den sidste slags vil blive fremstillet og kritiseret i afsnit 2 og 3. David A. Sanfords kriterium af den første slags vil blive fremstillet, forsvaret og uddybet i artiklens sidste to afsnit.

Nedenstående opposition er kun på enkelte, uvæsentlige punkter ændret i forhold til den mindtlige fremførelse. Således er betegnelsen 'præses' erstattet af navn, enkelte afsnit især af systematisk art og en række direkte spørgsmål udeladt, et par andre afsnit især af systematisk art, som af tidsmæssige grunde blev udeladt ved den mundtlige forelæggelse, er medtaget her. Sidehenvisningerne i teksten er til Flemming Steen Nielsen tekst undtagen de steder, hvor det fremgår, at der referes til andre værker.

Jeg har været med til at bedømme og indstille Flemming Steen Nielsen: Alfred Sidgwicks argumentationsteori til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Jeg har gjort det med glæde, fordi der er tale om en særdeles gedigen afhandling, der på fornem vis dokumenterer forfatterens videnskabelige evner.

I de senere år har vidensparadokset - eller Fitchs paradoks - påkaldt sig en del opmærksomhed. Dette skyldes især, at visse har set dette paradoks som et simpelt og endegyldigt argument imod dummettiansk anti-realisme-cum-idealisme, evt. imod filosofisk idealisme i det hele taget - herunder særligt f.eks. konstruktivisme, hvad angår matematikken. I det følgende præciseres paradokset. Dernæst argumenteres der for, at paradokset ikke udgør en alvorlig indvending, imod kohærensen af dummettiansk anti-realisme. Nærmere eftertanke afslører, at paradokset faktisk truer realisme i måske højere grad, end det truer anti-realismen. Det påpeges dog, at det tilsyneladende bedste anti-realistiske svar på den af paradokset stillede udfordring før det vanskeligt for anti-realisten at redegøre for begrebet om sandhed. Dermed trues den af Dummet postulerede sammenhæng mellem semantik og ontologi; thi denne sammenhæng hviler på, at både realist og anti-realist kan give god mening til 'sandhed' - at deres uenighed netop vedrører sandhedsbegrebets nøjere indhold. Endelig overvejes i et vist omfang forslags til alternative, angiveligt anti-realistisk tilfredstillende, strategier til den i nærværende arbejde fremlagte.

De to oplysningstænkere Maupertuis og Condillac har begge søgt at afklare spørgsmålene om erkendelsens gyldighed og grænser ved at undersøge principperne for sprogets tilblivelse. Jeg vil i det følgende kort præsentere dramatis personæ. Herefter følger en redegørelse for Maupertuis’ sprogtænkning, hvorpå Condillacs indvendinger mod denne, sådan som disse blev fremsat i et brev af 25. juni 1752 til Maupertuis, vil blive diskuteret. Det vil her igennem blive vist, at de to tænkere, i kraft af forskellige indgangsvinkler til en analyse af forholdet mellem sproget og bevidsthedsindhold, kommer til forskellige opfattelser af erkendelsens natur.

Nærværende fremstilling præsenterer et forsøg på at imødegå Jens Ravnskildes kritikpunkter af W.v.O Quines ubestemthedstese. Dette proekt kræver, at Ravnkildes argumenter afvises, og min vigtigste tese er, at ubestemthedstesen kan formuleres konsistent på et anti-realistisk grundlag. Spørgsmålet om tesens sandhed eller Quines argumenter vil derfor ikke blive berørt, kun vil jeg forsøge at tilbagevise Ravkildes argument for, at ubestemhed udelukker kommunikation. Inden Ravnskildes argumenteer fremlægges og diskuteres, vil jeg bruge et øjeblik op at afklare to afgørende forudsætninger for ubestemthedstesen: Underbestemthedstesen og offentlighedsprincippet.

Som enhver anden disciplin har argumentationsteorien hvad man kunne kalde sine 'grundlagsproblemer'; og en given opfattelse af hvad en argumentationsteori kan og bør yde, kan ganske naturligt ses som en følge af, hvorledes den besvarer disse. Som eksempler på sådanne grundlagsproblemer kunne man nævne følgende tre: (I) Hvis logikken, som der ofte antages, leverer visse 'formelle' refler eller skemaer for logisk gyldig henholdsvis ugyldig slutten, i hvilken frad og på hvilken måde er disse refle da applikable i det konkrete? (II) Hvad er genstandene for argumentatorisk evaluering, - hvad er det for et materiale, vore logiske regler eller skemaer skal anvendes på? (III) Hvilket gyldighedsideal er passende for argumentationsteorien,- hvor strenge bør kravene til argumentatorisk gyldighed være? Det er dette tredie grundlagsproblem - om argumentationsteoriens gyldighedsidea - jeg i denne artikel skal pusle lidt med.

Nærværende artikel er lettere forenklet et forsøg på at vise, at semantiske og ontologiske synspunkter i vid udstrækning er uafhængige af hinanden i konteksten af den moderne diskussion af tid. I den moderne, tidsfilosofisk litteratur refereres traditionelt til fire ontologiske synspunkter på fortidens, nutidens og fremtidens virkelighed. Disse er som noget forholdsvist nyt blevet karakteriseret ved hjælp af en distinktion mellem de ontologiske kategorier determinerethed og bestemthed. Under indtryk af disse synspunkter og deres karakteristik ved hjælp af begreberne determinerethed og bestemthed vil vi i denne artikel undersøge, hvilke sammenhænge mellem semantik og ontologi disse synspunkter giver anledning til. Herunder tænkes specielt på relationen mellem semantisk og ontologisk realisme/anti-realisme, på relationen mellem semantisk realisme/anti-realisme og de temporalt ontologiske synspunkter refereret til ovenfor og endelig på relationen mellem de to semantiske synspunkter i tidsdiskussionen, også kaldet A- og B-teorien, og de temporalt ontologiske synspunkter.