It is a widespread opinion that the first part of the Sophist (216a – 237b) is primarily concerned with the problem of finding an adequate definition of the sophist. Within this passage six different definitions are given, each unsatisfactory, until a seventh description leads to the main problems of the dialogue, namely the questions concerning non-being, being, the intertwining of forms and the problem concerning false statements. Whereas the first five definitions are relatively unproblematic, the sixth is known to be troublesome – it has a peculiar resemblance to the Socrates-figure of the elenctic dialogues. In the following I shall argue that the so-called sixth definition is not a definition of the sophist at all, but a methodological reflection which plays a central role in the overall composition of the dialogue. I shall further argue that this methodological reflection shows that Plato did not change his basic notion of philosophy in the late dialogues to-wards a more ‘technical’ concept, as is often maintained, but in a fundamental way stayed true to the Socratic, ‘existential’ impulse.

»Hestene, som bærer mig så langt som viljen formår, trak fremad, da de havde bragt mig på gudindes vidnesfyldte vej, som alene bærer den vidende overalt hen. På denne vej blev jeg båret; dér bar mig de indsigtsrige heste, der trak vognen, og piger styrede farten.« Med disse poetiske ord begynder den første tractatus methodico-philosophicus i den vesterlandske filosofi. Nemlig Parmenides’ læredigte. Den anonyme jeg-fortæller rapporterer her om sin rumfart til gudinden. Da den filosofiske taxa eller antikke space-shuttle, bestående af hestene med deres vogn, instrueret styrpersonale (piger) og dens ensomme passager, når frem til porten, åbenbarer gudinden overfor ham sit klare og tydelige filosofiske budskab. Budskabet består i en metodisk anvisning, en vejledning, der forskriver, hvad mennesket skal gøre, og hvad mennesket skal lade være med for at opnå sandhed.

Platons sidste og længste værk, "Lovene", skrevet i hans høje alderdom og sandsynligvis ikke færdigarbejdet ved hans død, er- som de fleste vil vide - et omstændeligt og problematisk værk. Forfatteren er, om ikke ligefrem senil, så ihverfald en meget gammel mand, der tilsyneladende ikke længere magter den stramme komposition og det litterære mesterskab, der udmærker det øvrige forfatterskab. Det værste ved "Lovene" som helhed er imidlertid, at Platon på sine gamle dage synes at have opgivet den kompisløse og provokerende ånd, der karakteriserer der politisk-filosofiske projekt i "Staten". Mit ærinde er ikke at docere, hvad mange vil samvittighedsfuldt selvsyn har konstateret, - at "Lovene" er et overraskende og interessant og underfundigt sympatisk kæmpearbejde, - men derimod gennem at lufte de ovennævnte fordomme lidt at antyde en bestemt og efter min opfattelse mere adækvat tilgang til værket. Platons tekster er nu engang nærmest overfølsomme for, hvad der læses ind i dem.

Sokratesskikkelsen følger Kierkegaard - fra magisterafhandlingen "Om Begrebet Ironi" i 1841 tuk deb afsluttende kirkekamp i 1854-1855. I forfatterskabet mellem begyndelse og slutning optræder Sokrates igen og igen, først og fremmest som kontrastskikkelse til tiden spekulation. Han er hin enfoldige vise, der vidste at skelne mellem, hvad han vidste og hvad han ikke vidste. Ganske vist er skikkelsen ikke entydig. Sokrates er ikke blot Kierkegaards analogon, men også modspiller. I begge tilfælde forstår Kierkegaard sig selv gennem det sokratiske.