Sigtet med dette paper er følgende: at argumentere for, at den rationelle forståelse af verden ganske rigtigt udelukker teistiske forklaringer og, at det teleologiske argument for guds eksistens følgelig ikke holder; men at stridens kerne - påstanden om et ’design’ i naturen - siden oldtiden har figureret i naturfilosofier, hvor de har været udtryk for en erkendelse af naturens kvalitative mangfoldighed. De videnskabeligt orienterede tænkere, der plæderede for design-tanken - særligt Aristoteles, Thomas Aquinas, Kant og Goethe – har vist en sensibilitet over for naturens kvalitativt forskellige sider, som ellers har det med at forsvinde, stillet over for den fysikalistiske reduktionismes hævdelse af, at al natur kan forstås som fysisk-mekaniske processer: Organiske processer, dyrs adfærd og menneskers handlinger udviser tværtimod forskellige typer af orden, de er væsensforskellige. Det er imidlertid ikke min hensigt at tage realiteten af disse angiveligt irreducible fænomener til indtægt for en tilbagevenden til en dogmatisk religiøs naturopfattelse. Dogmatismen bør være uigenkaldelig fortid for en tidsalder, der opfatter sig som videnskabelig og i væsentlige henseender rationel. Formålet med at inddrage de nævnte tænkere er snarere at pege på, at der findes indsigter i naturen, som er uforenelige med den materialistiske opfattelse af verden, som følger af visse former for naturvidenskabelig reduktionisme. Derudover vil jeg argumentere for, at en ikke-reduktionistisk, ’fænomen-tro’, erkendende tilgang til naturens mangfoldighed, herunder den menneskeskabte verden, nødvendigvis må arbejde med begrebet om former. For så vidt disse ikke kan være stoflige, er der hermed åbnet for det, som i den gamle metafysik kaldtes for intelligible årsager i forbindelse med visse områder af naturerkendelsen. Dermed skulle der være påvist en rationel kerne i idéen om intelligent design.

Titlen skal forstås helt bogstaveligt. Vi skal ikke se på, hvordan Aristoteles nærmere udfolder naturretslig tænkning i sin praktiske filosofi. Vi skal kun se på det mere fundamentale, og for så vidt mere vigtige: hvordan han udvikler selve naturretsbegrebet, begrebet om en naturlig ret eller retfærdighed. Og det vil jo sige det samme som, at vi skal se på, hvordan han udvikler sondringen mellem på den ene side en ret eller retfærdighed, som er naturlig, som eksisterer i kraft af naturen, i kraft af physis; og på den anden side en ret eller retfærdighed, som er vedtægtsmæssig eller konventionel, altså den ‘positive’ ret, en ret eller retfærdighed, som eksisterer i kraft af vedtægt eller konvention, i kraft af loven, i kraft af nomos.

For Aristotels er nous en intuitiv, anskuende, receptiv, ikke-diskursiv fornuft, hvis indsigt går logisk forud for den spontante, diskursive fornuft. Aristoteles' lære om nous er ikke afgrænset til ét bestemt skrift, endisge ét bestemt sagsområde (én bestemt aristotelisk videnskab), men er én af de fælles ledetråde, der binder førstefilosofi (metafysik), etik, sjælelære (psykologi/epistemologi) og analytik (epistemologi/videnskabsteori) sammen. Inden for disse forskellige emneområder fremstilles læren om nous dog i forskellig belysning og med forskellig accenturering. Sigtet med nærværende artikel er mere specifikt at fremstille den form af nous-doktrinen, som ligger til grund forskriftet "Metafysikken".

Det er velkendt, at Brentano har haft en afgørende indvirkning på intentionalitetsdiskussioneni indeværende århundrede;både blandt sproganalytikere (via Chisholm), og blandt fænomenologer (via Husserl). Skønt Brentano var denførste til i nyere tid at omtale bevidstheden som ‘intentional’, er begrebet dog væsentligt ældre, og jeg vil i det følgende forsøge at godtgøre, at det allerede er muligt at finde et intentionalitetsbegreb hos Aristoteles og Thomas Aquinas, og vel og mærke et, som på afgørende punkter er Brentanos overlegent – såvel filosofisk som fænomenologisk.

At 'etik' og 'politik' hos Aristoteles ikke er to forskellige og selvstændige videnskaber - heller ikke to relativt uafhængige delvidenskaber under den arostoliske Politik eller praktiske filosofi - men udgør en enhed, én videnskab - nemlig just 'hê politikê'; at Aristoteles' 'etiske' skrifter ikke præsenterer en individualetik sådan som de senere hellenistiske systemer, endsige en etik i gængs moderne forstand, men netop en udpræget - i ordets antikke betydning - politisk 'etik'; i bund og grund i vor forstand 'etisk' eller 'morakfilosofisk' undersøgelse - disse "sandheder" er ofte sagt, og i vid udstrækning lader de sig da også direkte belægge i Aristoteles' egne programmatiske udtalelser, dvs. Aristoteles synes virkelig selv at have haft en 'officiel' opfattelse af disse ting i retning af det her )forsøgsvis i moderne sprogdragt) antydede.