What kind of wrong, if any, does blasphemy consist in? The argument in the follow-ing unfolds as follows. In section I, I present what I believe is a fairly neutral and useful concept of blasphemy. This concept, however, does not specify in what the wrongness of blasphemy could consist. In section II, I proceed to an analysis of different levels of claims of moral wrongness and I present and defend a central claim of this paper, namely that there is a strong connection between rules and claims of wrongful blasphemy. The wrongness, if any, of blasphemy consists in the breaking of rules. In section III, I argue first that a classical, subjective utilitarian framework is inadequate to deal with the moral phenomena at hand, and proceed to a discussion of autonomy. It seems to be a stable part of people’s conception of the good that they set out at least some of the rules that guide their lives – that they are, in a phrase, at least part authors of their own lives. If so, there is autonomous value in keeping the rules that people set up for themselves. If blasphemous acts break people’s rules, then perhaps here we find a justi-fiable rationale for claims of wrongful blasphemy: such acts infringe on people’s auton-omy. However, admitting autonomy as the foundational value for blasphemous claims cuts both ways: although certain rules are certainly independent of endorsement or con-sent, the rules that blasphemous acts do break seem straightforwardly dependent on (autonomous) consent; and hence, they hold no authority for those who do not acknowledge them. In the final section, IV, I amend this picture somewhat and, much more ten-tatively, propose a practical guide to our thinking about blasphemous acts and locutions that allow for justifiable claims of (unwarranted or morally wrong) acts of blasphemy, but only within certain highly circumscribed social arenas.

Hvor de videnskaber, der beskæftiger sig med policy-spørgsmål (fx statskundskab) har en omfattende litteratur om begrebet bestikkelse, er den filosofiske litteratur om emnet relativt begrænset. Det er beklageligt, da spørgsmålet »hvad er bestikkelse« dels kalder på filosofisk analyse og præcision, dels er et vigtigt spørgsmål for så vidt vi betragter bestikkelse som i hvert fald prima facie illegitimt og som et potentielt stort problem for erhvervsliv (nationalt og globalt), offentlige aktører, og for det fælles gode. Jeg skal i denne artikel hovedsagligt beskæfite mig med en filosofisk analyse af begrebet bestikkelse, men jeg vil på den baggrund inddrage nogle policy-overvejelser.

Den enkeltes og samfundets håndtering af risici rejser mange spørgsmål: Hvorfor er mange mennesker tilsyneladende mere skræmt af kogalskab end af at færdes i trafik-ken? I Danmark har vi efter alt at dømme ikke haft dødsfald, der skyldes kogalskab, mens der hvert år dræbes mange hundrede mennesker på vejene. Er det så irrationelt at være mest bange for kogalskab, eller findes der en fornuftig forklaring på det? Og hvordan skal samfundet prioritere sin indsats over for de to risici? Skal man følge befolk-ningens angivelige prioritering af de to risici og bruge store ressourcer på at bekæmpe kogalskab? Eller skal man hellere søge at redde så mange menneskeliv som muligt og dermed prioritere en indsats for højere trafiksikkerhed? Imidlertid er spørgsmål af denne art kun yderst sparsomt behandlet i moralfilosofien. Dertil kommer, at risikospørgsmål rejser ganske alvorlige problemer for de traditionelle moralfilosofiske hovedretninger. I det følgende præsenteres en skitse til, hvorledes risikospørgsmål kan forstås ud fra henholdsvis en liberal/rettighedsbaseret tankegang og en velfærdsmaksimerende tankegang. En række principielle vanskeligheder for hvert af disse synspunkter påpeges. Samtidig søges dels videnskabelig praksis i form af risikovurderinger, dels resultaterne af psykologiske undersøgelser af folks risikoperception inddraget i fremstillingen. Afslutningsvis peges der på, hvorledes samfundet på bag-grund af en forståelse af risikokonflikters moralske karakter bør håndtere disse.

Formålet med denne artikle er at se på et spørgsmål om, hvad der overhovedet skal forstås ved, at man ved at begå en forbrydelse erhverver en unfair fordel. Dog vil spørgsmålet blive belyst ud fra en vurdering af de etiske implikationer af de forskellige mulige tolkninger af fordelsbegrebet. Jeg vil i afsnit 2 fremstille de forskellige bud på hvad en fordel er, som fortalere for teorien har givet, samt påpege en række problemer ved disse udlægninger. I afsnit 3 vil der derefter bliver fremført nogle mere principielle grunde til skepsis med hensyn til, hvorvodt der overhovedet vil kunne gives en plausibel udlægning af fordelsbegrebet. Konklusion vil derfor være, at den retfærdig efordelingsteori rammes af det samme problem, som teoriens fortalere har på peget ved 'lex talionis', nemlig en genuin konceptuel uklarhed.