Jeg stiller mig den opgave at fortolke den kendte passage hos Anti-Climacus, som går umiddelbart forud for den oven for citerede definition af selvet: Et saadant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv, eller være sat ved Andet (11, p.129) Selvom det på denne måde er klart, at antropologien i Sygdommen til Døden er baseret på kristne, dogmatiske forudsætninger, står vi ikke desto mindre tilbage med to afgørende spørgsmål: For det første: Hvad mener Anti-Climacus med, at selvet enten må ”have sat sig selv” eller ”være sat ved et Andet”? I hvilken forstand kunne menne-sket siges at ”have sat sig selv”? For det andet: Hvilke konsekvenser får det for Anti-Climacus’ teologi, at han – i hvert fald tilsyneladende – kan operere med muligheden af, at selvet kan have ”sat sig selv”?

Dieser Artikel ist als eine vergleichende Analyse von Kierkegaards Werk Der Begriff Angst und F.W.J. Schellings Über das Wesen der menschlichen Freiheit (ÜWMF) gedacht. Um das tema abzugrenzen, wird das Hauptgewicht auf die Auffassung von Freiheit und Angst, die in ihren Werken zum Ausdruck kommt, gelegt werden. Das Ziel ist es, hierdurch Kierkegaards und Schellings christliche Auffassung von der menschlichen Existenz zu veranschaulichen. Es wird in dieser Verbindung gezeigt werden, welche Auffassung von Freiheit sie zu vermeiden wünschen, gleichzeitig damit, dass sie eine spezifisch christlich-ontologische Auffassung der menschlichen Existenz bewahren. In Verbindung mit dem Versuch, die besondere christlich-anthropologische tese abzuleiten, die im Werk Der Begriff Angst und ÜWMF zu finden ist, werden durch eine Analyse der Definitionen, die über Angst und Freiheit in diesen Werken gegeben werden, besonders vier Fragen im Mittelpunkt stehen: • Was ist Freiheit lt. Kierkegaard und Schelling? • Wie verhält sich die Freiheit zur Angst? • Welche Rolle spielt die Angst im Leben des Individuums? • Ist die Angst unvermeidlich, oder kann sie überwunden werden? Ich will versuchen, Gewicht darauf zu legen, die Unterschiede und bemerkenswert vielen Ähnlichkeiten zu finden, die zwischen den beiden Werken bestehen, und zuletzt die Frage beantworten, inwiefern es sich überhaupt um dieselbe christlich-orientierte anthropologische tese handelt.

Menneskets tilværelse er ikke for Kierkegaard som for Hegel en dannelsesrejse, fra umiddelbarhed til refleksion til (uendelig) refleksion, hvor bevidstheden er det welches die Wunde schlägt und diesselbe auch hielt. Selvets refleksion er hos Kierkegaard en slags dialektisk snoning uden forsoning, mediation: en Bevægelse paa Stedet. Det beskrives på en ganske særlig måde, paradoksalt – ofte i, med retorikkens begreb, en form for chiasme, der dog ikke udtømmende kan siges at være dets beskrivelsesfigur – og det vil jeg hér gerne behandle nogle eksempler på med fokus på den ikke-bliven sig selv, som fortvivlelsen er ud fra især Enten-Eller og Sygdommen til Døden. Det skulle gerne være klart, at jeg også finder Kierkegaards beskrivelser fænomenologisk overbevisende. Og at en betoning af det etiske, et normativt eller idealt selv uden religiøs forankring går fejl af, hvordan selvet skal opfattes. Mit ærinde er imidlertid afgjort ikke af kristen-dogmatisk art: jeg ville have foretrukket, at Kierkegaard havde talt om væren, om det absolutte slet og ret eller om den symbolske orden, Jacques Lacans store Anden – sammenhængene og forskellene mellem Kierkegaard og Heidegger, Hegel og Lacan vil jeg ikke begive mig ud i! – men nu drejer det sig om: Gud.

Skønt det komiske er en væsentlig kategori i Kierkegaards pseudonyme forfatterskab - det er tilstrækkeligt at henvise til den udførlige behandling i "Afsluttende Uvidenskabelig Efterskrift" af det komiske og dets forhold til 'stadierne' - skal det ikke omtales her. Derimod skal teateranalysens indledning, som omhandler en anden kategori, nemlig kategorien "Anledning", gøres til genstand for behandling. Anledningens kategori må analyseres og defineres ved hjælp af modale begreber som nødvendighed, mulighed og tilfældighed. Ligesom årsagskategorien hører den til blandt relationskategorierne. I sig selv er en anledning et intet, den er, som det sige: "kun Noget i forhold til det, den foranlediger, og i Forhold til dette er den egentlig Intet.".

Sokratesskikkelsen følger Kierkegaard - fra magisterafhandlingen "Om Begrebet Ironi" i 1841 tuk deb afsluttende kirkekamp i 1854-1855. I forfatterskabet mellem begyndelse og slutning optræder Sokrates igen og igen, først og fremmest som kontrastskikkelse til tiden spekulation. Han er hin enfoldige vise, der vidste at skelne mellem, hvad han vidste og hvad han ikke vidste. Ganske vist er skikkelsen ikke entydig. Sokrates er ikke blot Kierkegaards analogon, men også modspiller. I begge tilfælde forstår Kierkegaard sig selv gennem det sokratiske.

Er der noget hos Platon, som Hegel (og med ham flere andre) ikke har blik for, når han beklager ikke at have Platons værk om "Filosofien", og svarer dette til noget hos Kierkegaard, som MArtensen (og med ham flere andre) ikke har grebet? Et muligt svar er, at hverken Platon eller Kierkegaard hævder, at de sidder inde med nogen autoritativ tilgang til sandheden, ja ingen af dem kanh enddog sige, at de har nogen autoritativ vished for, at sandheden findes.

28 år gammel var Frederik Christian Sibbern i 1813 blevet udnævnt til professor i filosofi ved Universitet, hvor han afløste Niels Treschow, der var gået til de ny norske universitet i Christiania. Af uddannelse var han jurist - han hande valgt det juridiske studium i det forfængelige hån at blive en ny Griffenfeldt - men havde i sin studietid under beskæftigelse med retslæren og ved studiet af Kants filosofi fattet interesse for filosofiske spørgsmål. Allerede i 1805 besvarede han et filosofisk prisspørgsmål om sanddruppligten og blev belønnet med en guldmedalje. Nok havde han i november 1802 på Ehlers gymnasium overværet den første af Steffens' berømte forelæsninger, men var gået derfra med den opfattelse, at det foredragne var galskab. Senere havde han under sin europæiske dannelsesrejse 1811-1813 knyttet venskabsbånd med Steffens, og var som filosofisk lærer og skribent igennem de næste to menneskealdre den udogmatiske fortaler for en filosofisk opfattelse, der var præget af den romantiske naturfilosofis tre store navne: Schelling Baader og Steffens.