It is a widespread opinion that the first part of the Sophist (216a – 237b) is primarily concerned with the problem of finding an adequate definition of the sophist. Within this passage six different definitions are given, each unsatisfactory, until a seventh description leads to the main problems of the dialogue, namely the questions concerning non-being, being, the intertwining of forms and the problem concerning false statements. Whereas the first five definitions are relatively unproblematic, the sixth is known to be troublesome – it has a peculiar resemblance to the Socrates-figure of the elenctic dialogues. In the following I shall argue that the so-called sixth definition is not a definition of the sophist at all, but a methodological reflection which plays a central role in the overall composition of the dialogue. I shall further argue that this methodological reflection shows that Plato did not change his basic notion of philosophy in the late dialogues to-wards a more ‘technical’ concept, as is often maintained, but in a fundamental way stayed true to the Socratic, ‘existential’ impulse.

Sigtet med dette paper er følgende: at argumentere for, at den rationelle forståelse af verden ganske rigtigt udelukker teistiske forklaringer og, at det teleologiske argument for guds eksistens følgelig ikke holder; men at stridens kerne - påstanden om et ’design’ i naturen - siden oldtiden har figureret i naturfilosofier, hvor de har været udtryk for en erkendelse af naturens kvalitative mangfoldighed. De videnskabeligt orienterede tænkere, der plæderede for design-tanken - særligt Aristoteles, Thomas Aquinas, Kant og Goethe – har vist en sensibilitet over for naturens kvalitativt forskellige sider, som ellers har det med at forsvinde, stillet over for den fysikalistiske reduktionismes hævdelse af, at al natur kan forstås som fysisk-mekaniske processer: Organiske processer, dyrs adfærd og menneskers handlinger udviser tværtimod forskellige typer af orden, de er væsensforskellige. Det er imidlertid ikke min hensigt at tage realiteten af disse angiveligt irreducible fænomener til indtægt for en tilbagevenden til en dogmatisk religiøs naturopfattelse. Dogmatismen bør være uigenkaldelig fortid for en tidsalder, der opfatter sig som videnskabelig og i væsentlige henseender rationel. Formålet med at inddrage de nævnte tænkere er snarere at pege på, at der findes indsigter i naturen, som er uforenelige med den materialistiske opfattelse af verden, som følger af visse former for naturvidenskabelig reduktionisme. Derudover vil jeg argumentere for, at en ikke-reduktionistisk, ’fænomen-tro’, erkendende tilgang til naturens mangfoldighed, herunder den menneskeskabte verden, nødvendigvis må arbejde med begrebet om former. For så vidt disse ikke kan være stoflige, er der hermed åbnet for det, som i den gamle metafysik kaldtes for intelligible årsager i forbindelse med visse områder af naturerkendelsen. Dermed skulle der være påvist en rationel kerne i idéen om intelligent design.

»Hestene, som bærer mig så langt som viljen formår, trak fremad, da de havde bragt mig på gudindes vidnesfyldte vej, som alene bærer den vidende overalt hen. På denne vej blev jeg båret; dér bar mig de indsigtsrige heste, der trak vognen, og piger styrede farten.« Med disse poetiske ord begynder den første tractatus methodico-philosophicus i den vesterlandske filosofi. Nemlig Parmenides’ læredigte. Den anonyme jeg-fortæller rapporterer her om sin rumfart til gudinden. Da den filosofiske taxa eller antikke space-shuttle, bestående af hestene med deres vogn, instrueret styrpersonale (piger) og dens ensomme passager, når frem til porten, åbenbarer gudinden overfor ham sit klare og tydelige filosofiske budskab. Budskabet består i en metodisk anvisning, en vejledning, der forskriver, hvad mennesket skal gøre, og hvad mennesket skal lade være med for at opnå sandhed.

Tidsskriftet Philosophia tog i deres temanummer om dyder og laster pulsen på vor tids dydsetik. Her skrev Søren Harnow Klausen f.eks. i sin artikel om “autenticitet og oprigtighed”: “Umiddelbart er autenticitet og oprigtighed slet ikke dyder – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Det er næppe tilfældigt, at ingen af de klassiske fortegnelser over dyderne – hverken Aristoteles ’Den Nikomakæiske Etik eller Thomas Aquinas Summa Theologica – nævner noget, som bare kunne minde om dem”. Det er forkert. Det er forkert fordi Thomas Aquinas behandler dyden “veritas” (eller “veracitas”) i Summa Theologiaes IIaIIae, q. 109, dvs. i hans klassiske fortegnelse over dyderne, ligesom Aristoteles behandler den i den NikomakæiskeEtik 1127a1ff. Men måden det er forkert på er karakteristisk for hele den regelrette moderne misforståelse af Thomas Aquinas og i særdeleshed af hans begreb om praktisk fornuft. Den er derfor interessant. Vi kan med Wittgensteins pædagogiske regelterapi forholdsvis let bevæge os fra en misforståelse til forståelse. Det karakteristiske ved en misforståelse er nemlig en slags “forkert” forståelse.4 Det moderne menneske har da også en langt større forståelse for Aquinatens tænkning, end det sædvanligvis vil være ved. Derfor synes det et rimeligt udgangspunkt at følge Søren Harnow Klausen et stykke på vej i hans tankegang, for at se, hvad der leder ham til at overse dyden “veritas”5 og til at forkaste den klassiske dydsetik som sådan. Dette vil nemlig afsløre for os, via en slags “afkodning” i Luhmansk forstand, hvilke træk ved den thomistiske fornuft, og i særdeleshed ved den praktiske del af den, som det moderne menneske skammer sig ved og blokerer forståelsen for.

Det er altid rart når ens tekster finder engagerede læsere, og jeg er næsten smigret over at blive opfattet som et “tegn i tiden”. For fremtiden vil jeg føle mig mere selvsikker og mindre fremmedgjort når jeg færdes blandt caféeksistentialister,kunstnerspirer, reklamefolk og i andre hippe, men angiveligt moralsk fordærvede miljøer. Spøg til side. Der er selvfølgelig grænser for hvor meget jeg kan bifalde indholdet af Mette Lebechs artikel “Thomas Aquinas om ‘autenticitet’, sandfærdighedog praktisk fornuft”. Jeg mener grundlæggende at hun har misforstået budskabet – moralen så at sige – i min artikel “Autenticitet og oprigtighed” (Philosophia årgang 24, 3-4, s. 37-58). Hvis hun havde forstået det, ville hun næppe have ytret sig så kritisk, da vi så vidt jeg kan se er enige om ganske meget. Som det burde fremgå af min artikel er jeg således ingenlunde nogen ukritisk fortaler for det moderne ideal om autenticitet, og der er markante ligheder mellem den version af idealet som Mette Lebech tillægger Aquinas og mit eget forsøg på at rekonstruere det.

Platons sidste og længste værk, "Lovene", skrevet i hans høje alderdom og sandsynligvis ikke færdigarbejdet ved hans død, er- som de fleste vil vide - et omstændeligt og problematisk værk. Forfatteren er, om ikke ligefrem senil, så ihverfald en meget gammel mand, der tilsyneladende ikke længere magter den stramme komposition og det litterære mesterskab, der udmærker det øvrige forfatterskab. Det værste ved "Lovene" som helhed er imidlertid, at Platon på sine gamle dage synes at have opgivet den kompisløse og provokerende ånd, der karakteriserer der politisk-filosofiske projekt i "Staten". Mit ærinde er ikke at docere, hvad mange vil samvittighedsfuldt selvsyn har konstateret, - at "Lovene" er et overraskende og interessant og underfundigt sympatisk kæmpearbejde, - men derimod gennem at lufte de ovennævnte fordomme lidt at antyde en bestemt og efter min opfattelse mere adækvat tilgang til værket. Platons tekster er nu engang nærmest overfølsomme for, hvad der læses ind i dem.

Titlen skal forstås helt bogstaveligt. Vi skal ikke se på, hvordan Aristoteles nærmere udfolder naturretslig tænkning i sin praktiske filosofi. Vi skal kun se på det mere fundamentale, og for så vidt mere vigtige: hvordan han udvikler selve naturretsbegrebet, begrebet om en naturlig ret eller retfærdighed. Og det vil jo sige det samme som, at vi skal se på, hvordan han udvikler sondringen mellem på den ene side en ret eller retfærdighed, som er naturlig, som eksisterer i kraft af naturen, i kraft af physis; og på den anden side en ret eller retfærdighed, som er vedtægtsmæssig eller konventionel, altså den ‘positive’ ret, en ret eller retfærdighed, som eksisterer i kraft af vedtægt eller konvention, i kraft af loven, i kraft af nomos.

For Aristotels er nous en intuitiv, anskuende, receptiv, ikke-diskursiv fornuft, hvis indsigt går logisk forud for den spontante, diskursive fornuft. Aristoteles' lære om nous er ikke afgrænset til ét bestemt skrift, endisge ét bestemt sagsområde (én bestemt aristotelisk videnskab), men er én af de fælles ledetråde, der binder førstefilosofi (metafysik), etik, sjælelære (psykologi/epistemologi) og analytik (epistemologi/videnskabsteori) sammen. Inden for disse forskellige emneområder fremstilles læren om nous dog i forskellig belysning og med forskellig accenturering. Sigtet med nærværende artikel er mere specifikt at fremstille den form af nous-doktrinen, som ligger til grund forskriftet "Metafysikken".

Karsten Friis Johansen har ikke blot levet et filosofisk liv, men også et´polypragmatisk liv, hvor han har udrettet meget for Københavns Universitet og for humanistisk videnskab i almindelighed. Hans hovedsats ligger inden for Platon og den platoniske tradition, men han har også haft overskud til at beskæftige sig med andre filosofiske emner og personer, herunder den antikke atomlæres grundlægger Demokrit. Som tilfældet er med de fleste andre antikke filosoffer, er vor viden om Demokrits liv og levned sparsom. Vi har imidlertid i det eneste af de værker om antikke filsoffer, som er blevet overleveret komplet, Diogenes Laertios’ samling af filosofbiografier fra ca. 200 e.Kr., et afsnit om Demokrit, som nok kan fortjene at blive læst som et eksempel på, hvordan man i oldtiden beskrev en filosofs liv og arbejde, og på hvordan vi i dag kan udnytte de oplysninger, der er overleveret om de gamle filosoffer. I det efterfølgende gives først en oversættelse af Diogenes’ Demokritbiografi med nogle praktiske oplysninger1, derefter følger nogle mere principielle bemærkninger (I-X) om fortolkningen af denne og lignende levnedsbeskrivelser af filosoffer i oldtiden.

Sokratesskikkelsen følger Kierkegaard - fra magisterafhandlingen "Om Begrebet Ironi" i 1841 tuk deb afsluttende kirkekamp i 1854-1855. I forfatterskabet mellem begyndelse og slutning optræder Sokrates igen og igen, først og fremmest som kontrastskikkelse til tiden spekulation. Han er hin enfoldige vise, der vidste at skelne mellem, hvad han vidste og hvad han ikke vidste. Ganske vist er skikkelsen ikke entydig. Sokrates er ikke blot Kierkegaards analogon, men også modspiller. I begge tilfælde forstår Kierkegaard sig selv gennem det sokratiske.

Før det etiske perspektiv trænges endeligt ud af den uhellige alliance mellem moderne individualisme og moderne systempraksis, er det på sin plads at genkalde sig præcis hvad det er, der er i færd med at blive trængt ud. Dette er, foreslår jeg, den "etiske person", sådan som han udarbejdes i sen-stoicismen. Hvad der gør ham særlig interssant, er, at han har ganske særlige konturer og en ganske særlig socialhsitorisk 'Sitz im Leben'. At han som figur har haft umådelig virkningshistorisk indflydelse helt op til moderniteten, forøger kun hans interesse. Men hvad det gælder om her, er snarere at lade ham fremstå så skarpt som muligt i hans særlige historiske specifitet. Først dan kan man med rimelighed spørge, om haner blevet overflødig nu.

Det er velkendt, at Brentano har haft en afgørende indvirkning på intentionalitetsdiskussioneni indeværende århundrede;både blandt sproganalytikere (via Chisholm), og blandt fænomenologer (via Husserl). Skønt Brentano var denførste til i nyere tid at omtale bevidstheden som ‘intentional’, er begrebet dog væsentligt ældre, og jeg vil i det følgende forsøge at godtgøre, at det allerede er muligt at finde et intentionalitetsbegreb hos Aristoteles og Thomas Aquinas, og vel og mærke et, som på afgørende punkter er Brentanos overlegent – såvel filosofisk som fænomenologisk.

At 'etik' og 'politik' hos Aristoteles ikke er to forskellige og selvstændige videnskaber - heller ikke to relativt uafhængige delvidenskaber under den arostoliske Politik eller praktiske filosofi - men udgør en enhed, én videnskab - nemlig just 'hê politikê'; at Aristoteles' 'etiske' skrifter ikke præsenterer en individualetik sådan som de senere hellenistiske systemer, endsige en etik i gængs moderne forstand, men netop en udpræget - i ordets antikke betydning - politisk 'etik'; i bund og grund i vor forstand 'etisk' eller 'morakfilosofisk' undersøgelse - disse "sandheder" er ofte sagt, og i vid udstrækning lader de sig da også direkte belægge i Aristoteles' egne programmatiske udtalelser, dvs. Aristoteles synes virkelig selv at have haft en 'officiel' opfattelse af disse ting i retning af det her )forsøgsvis i moderne sprogdragt) antydede.