Sigtet med dette paper er følgende: at argumentere for, at den rationelle forståelse af verden ganske rigtigt udelukker teistiske forklaringer og, at det teleologiske argument for guds eksistens følgelig ikke holder; men at stridens kerne - påstanden om et ’design’ i naturen - siden oldtiden har figureret i naturfilosofier, hvor de har været udtryk for en erkendelse af naturens kvalitative mangfoldighed. De videnskabeligt orienterede tænkere, der plæderede for design-tanken - særligt Aristoteles, Thomas Aquinas, Kant og Goethe – har vist en sensibilitet over for naturens kvalitativt forskellige sider, som ellers har det med at forsvinde, stillet over for den fysikalistiske reduktionismes hævdelse af, at al natur kan forstås som fysisk-mekaniske processer: Organiske processer, dyrs adfærd og menneskers handlinger udviser tværtimod forskellige typer af orden, de er væsensforskellige. Det er imidlertid ikke min hensigt at tage realiteten af disse angiveligt irreducible fænomener til indtægt for en tilbagevenden til en dogmatisk religiøs naturopfattelse. Dogmatismen bør være uigenkaldelig fortid for en tidsalder, der opfatter sig som videnskabelig og i væsentlige henseender rationel. Formålet med at inddrage de nævnte tænkere er snarere at pege på, at der findes indsigter i naturen, som er uforenelige med den materialistiske opfattelse af verden, som følger af visse former for naturvidenskabelig reduktionisme. Derudover vil jeg argumentere for, at en ikke-reduktionistisk, ’fænomen-tro’, erkendende tilgang til naturens mangfoldighed, herunder den menneskeskabte verden, nødvendigvis må arbejde med begrebet om former. For så vidt disse ikke kan være stoflige, er der hermed åbnet for det, som i den gamle metafysik kaldtes for intelligible årsager i forbindelse med visse områder af naturerkendelsen. Dermed skulle der være påvist en rationel kerne i idéen om intelligent design.

Tidsskriftet Philosophia tog i deres temanummer om dyder og laster pulsen på vor tids dydsetik. Her skrev Søren Harnow Klausen f.eks. i sin artikel om “autenticitet og oprigtighed”: “Umiddelbart er autenticitet og oprigtighed slet ikke dyder – i hvert fald ikke i traditionel forstand. Det er næppe tilfældigt, at ingen af de klassiske fortegnelser over dyderne – hverken Aristoteles ’Den Nikomakæiske Etik eller Thomas Aquinas Summa Theologica – nævner noget, som bare kunne minde om dem”. Det er forkert. Det er forkert fordi Thomas Aquinas behandler dyden “veritas” (eller “veracitas”) i Summa Theologiaes IIaIIae, q. 109, dvs. i hans klassiske fortegnelse over dyderne, ligesom Aristoteles behandler den i den NikomakæiskeEtik 1127a1ff. Men måden det er forkert på er karakteristisk for hele den regelrette moderne misforståelse af Thomas Aquinas og i særdeleshed af hans begreb om praktisk fornuft. Den er derfor interessant. Vi kan med Wittgensteins pædagogiske regelterapi forholdsvis let bevæge os fra en misforståelse til forståelse. Det karakteristiske ved en misforståelse er nemlig en slags “forkert” forståelse.4 Det moderne menneske har da også en langt større forståelse for Aquinatens tænkning, end det sædvanligvis vil være ved. Derfor synes det et rimeligt udgangspunkt at følge Søren Harnow Klausen et stykke på vej i hans tankegang, for at se, hvad der leder ham til at overse dyden “veritas”5 og til at forkaste den klassiske dydsetik som sådan. Dette vil nemlig afsløre for os, via en slags “afkodning” i Luhmansk forstand, hvilke træk ved den thomistiske fornuft, og i særdeleshed ved den praktiske del af den, som det moderne menneske skammer sig ved og blokerer forståelsen for.

Det er altid rart når ens tekster finder engagerede læsere, og jeg er næsten smigret over at blive opfattet som et “tegn i tiden”. For fremtiden vil jeg føle mig mere selvsikker og mindre fremmedgjort når jeg færdes blandt caféeksistentialister,kunstnerspirer, reklamefolk og i andre hippe, men angiveligt moralsk fordærvede miljøer. Spøg til side. Der er selvfølgelig grænser for hvor meget jeg kan bifalde indholdet af Mette Lebechs artikel “Thomas Aquinas om ‘autenticitet’, sandfærdighedog praktisk fornuft”. Jeg mener grundlæggende at hun har misforstået budskabet – moralen så at sige – i min artikel “Autenticitet og oprigtighed” (Philosophia årgang 24, 3-4, s. 37-58). Hvis hun havde forstået det, ville hun næppe have ytret sig så kritisk, da vi så vidt jeg kan se er enige om ganske meget. Som det burde fremgå af min artikel er jeg således ingenlunde nogen ukritisk fortaler for det moderne ideal om autenticitet, og der er markante ligheder mellem den version af idealet som Mette Lebech tillægger Aquinas og mit eget forsøg på at rekonstruere det.

Det er velkendt, at Brentano har haft en afgørende indvirkning på intentionalitetsdiskussioneni indeværende århundrede;både blandt sproganalytikere (via Chisholm), og blandt fænomenologer (via Husserl). Skønt Brentano var denførste til i nyere tid at omtale bevidstheden som ‘intentional’, er begrebet dog væsentligt ældre, og jeg vil i det følgende forsøge at godtgøre, at det allerede er muligt at finde et intentionalitetsbegreb hos Aristoteles og Thomas Aquinas, og vel og mærke et, som på afgørende punkter er Brentanos overlegent – såvel filosofisk som fænomenologisk.