I Tyskland er receptionen af Blumenbergs forfatterskab i disse år tydeligvis tiltagende. Her til lands er kendskabet til hans omfangsrige og fascinerende œuvre imidlertid forsvindende lille – også blandt fagfilosoffer. I introducerende øjemed kan det derfor være hensigtsmæssigt at præsentere Blumenbergs metaforologi i en idehistorisk orienteret fremstilling, da det gør det muligt at give Blumenbergs tænkning kontur i forhold til mere velbekendte tænkere og tankestrømninger. Dette har i tilgift den berettigelse, at Blumenbergs metaforologi selv fremstår som en række idehistoriske genlæsninger orienteret efter udvalgte metaforer. For at give en sådan introduktion, vil fremstillingen antage følgende progression: Under afsnit 1 skal der spørges til Blumenbergs begreb om absolutte metaforer. Disse lader sig forstå i forhold til de uafviselige spørgsmål, som ifølge Kant var inhærent i menneskets metafysiske naturanlæg. Under afsnit 2 skal et idehistorisk vue genfinde Blumenbergs metaforologi i en tradition in-denfor sprogfilosofien, der lægger vægt på sproget som skabende instans og bryder med den aristoteliske traditions mimesis-doktrin. I samme tradition finder vi Nietzsche, hvis overvejelser over menneskets Trieb zur Metaphernbildung kan bruges som afsæt for en viderebestemmelse af Blumenbergs metaforologi. Under afsnit 3 skal der endelig spørges til den antropologiske horisont, i hvilken Blumenberg, i anknytning til den filosofiske antropologi, indskriver sin metaforologi. Metaforer viser sig her som korrelat til men-nesket som et væsen, der mangler naturlig tilpasning og må kompensere for denne mangel ved at skabe betydning. I spørgsmålet om hvorledes denne betydningsdannelse ikke blot undersøges af metaforologen, men fortsættes i metaforologien selv, kan det endelig antydes, på hvilken måde Blumenberg i en angiveligt postmetafysisk tidsalder alligevel kan se metaforologien i forlængelse af metafysikken, og dermed som et rum hvori mennesket kan varetage dets konstitutionelle behov for betydning.

Inden for mange humanistiske fag er lange linier, forstået som perspektiveringer af faglige emner i forhold til overordnede idé- og kulturhistoriske sammenhænge, tilsyneladende en eftertragtet mangelvare. Samtidig gør der sig dog også en vis skepsis gældende, dels i forhold til om sådanne sammenhænge faktisk eksisterer, dels med hensyn til om der i det konkrete tilfælde er tilstrækkelig fagvidenskabelig dækning for påstanden om en idéhistorisk sammenhæng og udvikling i et givet forløb, inden for den kollektive historie eller i en individuel livshistore. Jeg mener at løsningen for idéhistorikeren kan bestå i at stille skarpt på 'sager' og 'sagssammenhænge', samt spørgsmålet om gyldigheden af de løsningsforslag og svar som er fremkommet i tilknytning til 'sagernes' historie. Fordelen for idéhistorien og andre fag som f.eks. filosofien ved at orientere idéhistorien i denne retning vil jeg vende tilbage til i min konklusion.