Denne artikel er ment som et afsæt til en bestemmelse af fænomenet musikalsk sansning, idet den går vejen over et mere generelt begreb om æstetisk sansning og et endnu mere generelt begreb om en dvælende sanselig indstilling. Udtrykket ’æstetisk sansning’ synes bogstaveligt taget at være dobbeltkonfekt: ”sanselig sansning” burde det betyde. Men som jeg ser det, er der mindst to gode grunde til at beholde det: (i) Ordet ’æstetik’ har for længst etableret sig i en betydning, der ikke direkte afledes af begrebet ’sansning’. (ii) En ”sanselig sansning” kan forstås som en sansning, for hvilken det gælder, at sansningen selv er dens ærinde. Og det er ikke nogen ringe karakteristik af sansningen, når den er dvælende. Al æstetisk sansning er dvælende, men ikke enhver dvælende sansning er æstetisk. Det er muligt at dvæle sanseligt ved noget uden at befatte sig med dets skønhed, det være sig skønheden i kunsten eller det naturskønne. Hvad der specifikt gør sansningen ”æstetisk” – er det genstanden? er det det, sansningen ”har sans for”? eller er den æstetiske sansning en særlig modus af den dvælende sansning? – vil i øvrigt ikke blive drøftet i denne artikel.

En tolkning af “Sein und Zeit” (herefter SuZ) kræver en afklaring af værensspørgsmålets rolle i værket, thi holdningen hertil bestemmer vurderingen af de mange enkeltanalyser, der indgår deri. Essayets tese er, at værensspørgsmålet er bærende i hele SuZ – hvilket ikke er så indlysende, som det måske synes. En række tolkninger har søgt at vise, at værensspørgsmålet er et pseudo-spørgsmål, der bør glemmes, men at de enkelte analyser i SuZ i sig selv er interessante . Andre tolkninger går ud fra, at værensspørgsmålet selv aldrig bliver stillet i SuZ, men at der kun foretages en analyse af Da-sein . Derfor bliver det et mål at vise, at de to hovedopgaver i SuZ, Daseinsanalysen og destruktionen af ontologiens historie, ikke er to hinanden uafhængige momenter, der hver især skal forberede grunden ud fra hvilken værensspørgsmålet skal stilles, men derimod er selve udfoldelsen af værensspørgsmålet.

Det er velkendt, at Brentano har haft en afgørende indvirkning på intentionalitetsdiskussioneni indeværende århundrede;både blandt sproganalytikere (via Chisholm), og blandt fænomenologer (via Husserl). Skønt Brentano var denførste til i nyere tid at omtale bevidstheden som ‘intentional’, er begrebet dog væsentligt ældre, og jeg vil i det følgende forsøge at godtgøre, at det allerede er muligt at finde et intentionalitetsbegreb hos Aristoteles og Thomas Aquinas, og vel og mærke et, som på afgørende punkter er Brentanos overlegent – såvel filosofisk som fænomenologisk.

Det er vist ikke selvindlysende, at Heideggers analyse af værensspørgsmålets struktur i de første sider af af "Sein und Zeit" kan læses i direkte forbindelse med hans sene bemærkninger om tænkningens 'spørgende' karakter. Selv om man kunne argumentere for, ar der netop i denne henseende aldrig har været et klart brud på forfatterens oprindelige stilling, ville det være svært at reducere de senere skrifters stil til de mere eller mindre præcise metodiske rammer, som Heidegger fastlægger i indledningen til "Sein und Zeit". Den sene Heideggers betoning af den 'spørgende' indstilling som "tankens fromhed" skal forstås i sammenhæng med den 'erindrende' opgave, som tænkningen sætter sig, når den besinder sig på "filosofiens ende". I stedet for at stille nye filosofiske spørgsmål eller søge efter nye svar på filosofiens traditionelle problemer viser denne 'spørgen' sig som en tilbagetænkning, en erindren af dét, som i selve traditionen på samme tid bliver 'fragwürdig' og forbliver 'ungedacht'.