Begrebsanalyse er faldet i unåde, ikke kun i engelsk og amerikansk filosofi, men også i andre filosofiske miljøer, hvor det undertiden ligefrem opfattes med fjentlighed. Inspireret af især Frank Jackson vil jeg argumentere for, at det dårlige ry er ufortjent. Det vil jeg gøre ved i programmatisk form skitsere nogle bud på, hvorfor man i filosofi bør benytte sig af begrebsanalyse som et centralt redskab, og hvilke metodologiske antagelser, der retfærdiggør dette. Og, stadig i programmatisk form, vil jeg svare på en række indvendinger og kritikpunkter, som spiller og har spillet en rolle, for modviljen mod at se begrebsanalyse som centralt for filosofien.

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Konsekventialisme er i en simpel formulering den etiske teori, at det er konsekvenserne af en handling, og kun disse, der afgør, om den er rigtig eller forkert. I den typiske version hævder man videre, at den rigtige handling er den, der har de bedste konsekvenser. Det lyder som en enkel teori, og det er det naturligvis på sin vis også. Men det viser sig at blive en noget mere kompleks teori, når man udfolder hvad der gemmer sig bag den simple formulering. Hensigten med det følgende er dels at give en skitse over, hvad konsekventialisme mere detaljeret indebærer, og dels at diskutere en bestemt variant, som har tiltrukket sig meget opmærksomhed i de senere år, nemlig det, jeg vil kalde indirekte konsekventialisme. Indirekte konsekventialisme er det synspunkt, at mens det udelukkende er konsekvenserne af en handling, der afgør om den er rigtig eller forkert, så er det ikke dermed givet, at vi i praksis bør forsøge at være konsekventialister. Der er tværtimod empiriske forhold der gør, at det konsekventialistisk set er bedst, hvis de fleste ikke til daglig tænker og handler konsekventialistisk. Hovedsigtet med det følgende er at fremstille de centrale elementer i konsekventialisme, hvilket sker i afsnit 1 og 2. Afsnit 3 er en karakteristik af to centrale elementer i ikke-konsekventialistiske teorier. I afsnit 4 fremstilles indirekte konsekventialisme nærmere. Endelig gives i afsnit 5 en mere uddybende diskussion af en indvending, som Bernard Williams har rejst specielt mod indirekte konsekventialisme.

Et interessant træk ved kommunitaristisk tankegods er, at det ofte indeholder ikke bare nationalistiske synspunkter, men også forsøg på at argumentere for dem. Det sker når kommunitarister hævder, at nationer er et af de fælleskaber, der spiller en særlig rolle for os som personer eller for vores identitet, som det ofte udtrykkes, og at dette har implikationer for hvilke moralske pligter og rettigheder, vi på det dybeste niveau kan siges at have. I det følgende vil jeg forsøge at belyse denne side af kommunitarisme nærmere, eller rettere fremstille og diskutere visse af de argumenter for nationalisme, som i mere eller mindre klar form kan findes hos en række kommunitaristiske tænkere. Her tænker jeg først og fremmest på Charles Taylor, Alasdair MacIntyre, Michael Sandel og Michael Walzer, for nu at nævne fire kommunitaristiske hovedaktørerer på den politisk-filosofiske scene. Der er også fremtrædende kommunitarister, der argumenterer eksplicit for nationalisme, nemlig David Miller. Endelig kan man nævne Yael Tamir, der erklærer sig som liberalist, men som accepterer typiske kommunitariske argumenter for nationalisme.