Mennesket har i mange år kunnet skabe nye racer, og med det øgede kendskab til natu-rens love er det i stand til teknisk at skabe nye materialer og levende organismer. Alt på grundlag af naturens orden. Det forhold, at biologien stadig mangler at give en helt spe-cifik forklaring på mange af livets enkelte udviklingsprocesser, er naturligvis ikke noget holdbart argument mod darwinismen. Det siger blot lidt om den korte tid, biologien har haft til sin rådighed, siden Darwin fremsatte sin teori om naturlig selektion. Og selvføl-gelig lidt om de relativt få forskere, der haft mulighed for at forske i biologisk udvikling i forhold til opgavens størrelse. På samme måde er det ikke noget godt argument mod det naturalistiske verdensbillede, at universets finindstilling er en nødvendig betingelse for liv, men at sandsynligheden for en sådan finindstilling er uhyre lille. For livet kan kun eksistere i et finindstillet univers, og det gør hverken fra eller til, under hvilken form universet blev dannet. Det er naturligvis rigtigt, at fysikken endnu ikke kan forkla-re finindstillingerne, men også her kan det anføres, at man arbejder på sagen, og at de teorier, som eventuelt kan forklare dem, er utroligt vanskelige at formulere, og at den eksperimentelle evidens til støtte for den ene eller anden teori i dag ligger uden for grænsen af det teknisk mulige. Det naturalistiske verdensbillede har vist sin styrke igen-nem de sidste tre-firehundrede år, og det er totalt ubegrundet at opgive naturalismen, blot fordi man endnu ikke har givet en naturalistisk forklaring på alting. At mene noget andet er at lade fornuften stå på standby.

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Traditionelt har naturvidenskaben været genstand for den analytiske filosofi, hvorimod humanvidenskaberne har være overladt til den kontinentale filosofi som hermeneutikken. Denne artikel skal ses som et forsøg på skabe en fornyet debat om den påståede forskel. Det vil ske ved en analyse af videnskabernes praksis for at undersøge, om disse forskellige praksiser alligevel indeholder væsentlige fællestræk. Herunder vil jeg argumentere for, at en eller anden form for enhedsvidenskabstanke ikke alene er ønskelig, men faktisk viser sig at være til stede i det naturvidenskabelige så vel som det humanvidenskabelige arbejde. Blot er forholdet ofte skjult for den aktive videnskabsmand, fordi den humanvidenskabelige forsker har ringe forståelse for naturvidenskaben, og den naturvidenskabelige forsker har et dårligt kendskab til humanvidenskaberne.

Siden kvantemekanikkens matematiske formulering og fysiske fortolkning i midten og slutningen af 1920'erne har mange betydelige fysikere og filosoffer set på teorien med dyb skepsis. Dette beror ikke midnst på, at teorien i hele sin genese og oprindelige tolkning bygger på en klar antirealistisk forståelse af den atomare verden, som ikke ikendes fra andre fysiske teorier. På den ene side stod man med en teori, der øjensynligt var mere succesrig i sine beregninger og forudsigelser end nogen anden videnskabelig teori - en teori der selv i dag er helt uden kendte empiriske anomalier. På anden ene side syntes beregningerne og forudsigelserne at stride med grundliggende fysiske principper, som lå til grund for den klassiske forståelse af de fysiske fænomener. Det var denne åbenbare modstrid, som Bohr og Heisenberg søgte at løse, med hvad der af eftertiden er blevet kaldt for københavnerfortolkningen af kvantemekanikken. Deres tolkning blev ret hurtigt knæsat som den ortodokse tolkning. Flere generationer af fysikere har henholdt sig til den som en udlægning, der reflekterer deres daglige og praktiske arbejde med kvantefænomenerne. For realisterne blandt fysikerne og filosofferne var det imidlertid et fortsat problem, at den toneangivende københavnerfortolkning ikke gengav virkeligheden, som de lært den at kende gennem trehundrede års klassisk fysik.

Humaniora udmærker sig ved at bidrage med en systematisk forståelse af mennesket, dets historie, sprog og kultur. Det er dens formål. Forståelse er inden for den hermeneutiske tradition blevet karakteriseret som indsigt i mening - det være sig et tegns mening i form af dets sproglige eller symbolske betydning, en handlings mening i form af dens formål, eller en social institutions mening i form af dens funktion. Det er også, siden Dilthey, traditionelt blevet hævdet, at der ikke findes mening i den fysiske natur, og at mening heller ikke kan reduceres til en anden form for natur. Det har så ført til det klassiske skel mellem forklaringer i naturvidenskaben og forståelse i åndsvidenskaberne. En sådan skelnen kan imidlertid kun opretholdes, hvis det per definition er udelukket, at forståelse er andet end at begribe mening.