Jeg stiller mig den opgave at fortolke den kendte passage hos Anti-Climacus, som går umiddelbart forud for den oven for citerede definition af selvet: Et saadant Forhold, der forholder sig til sig selv, et Selv, maa enten have sat sig selv, eller være sat ved Andet (11, p.129) Selvom det på denne måde er klart, at antropologien i Sygdommen til Døden er baseret på kristne, dogmatiske forudsætninger, står vi ikke desto mindre tilbage med to afgørende spørgsmål: For det første: Hvad mener Anti-Climacus med, at selvet enten må ”have sat sig selv” eller ”være sat ved et Andet”? I hvilken forstand kunne menne-sket siges at ”have sat sig selv”? For det andet: Hvilke konsekvenser får det for Anti-Climacus’ teologi, at han – i hvert fald tilsyneladende – kan operere med muligheden af, at selvet kan have ”sat sig selv”?

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Artiklen eksisterer ikke i elektronisk format. Der henvises i stedet til bibliotek.dk (www.bibliotek.dk)

Er der noget hos Platon, som Hegel (og med ham flere andre) ikke har blik for, når han beklager ikke at have Platons værk om "Filosofien", og svarer dette til noget hos Kierkegaard, som MArtensen (og med ham flere andre) ikke har grebet? Et muligt svar er, at hverken Platon eller Kierkegaard hævder, at de sidder inde med nogen autoritativ tilgang til sandheden, ja ingen af dem kanh enddog sige, at de har nogen autoritativ vished for, at sandheden findes.